Vendsyssel Frimenighed (VF) kan næsten ikke få armene ned, efter de i knap 2 år har været uden fast præst. Lemvig Bykirke og VF har nu indgået en samarbejdsaftale, så præst Brian Christensen vil være præst for begge menigheder.
Brian Christensen har siden 2018 været fuldtidsansat som præst i Lemvig Bykirke og det fortsætter han med; 25% af tiden vil han være fast præst for VF.
Gitte Møller Thomsen, formand for VF, glæder sig: ”Det er med stor forventning, vi træder ind i dette spændende afsnit af VF’s historie, hvor vi både har en kirkemedarbejder til de daglige aktiviteter og en fast præst til at sikre en solid forkyndelse og åndelig omsorg.
Gud har en plan for det hele og vi glæder os til at se hvad fremtiden bringer. Det kan kun blive godt!”
Geografisk er der langt mellem Lemvig og Frederikshavn, derfor vil det praktisk fungere sådan, at Brian Christensen bor i sommerhus i Bratten (nord for Strandby) en uge hver måned. På søndagene først og sidst i den pågældende uge, vil han holde gudstjeneste i både Lemvig og Frederikshavn. Brian har de seneste år været åndelig vejleder for VF, så han har et godt kendskab til menigheden.
Som præst kommer Brian til at arbejde sammen med Anna Winther Agerdal, der har været ansat som kirkemedarbejder i VF siden efteråret 2025: ”Det bliver godt med en kollega og jeg ser frem til at lære fra ham, på en anden måde end jeg har gjort, mens han har været VF’s åndelige vejleder. Jeg er også i stor forventning til vores samarbejde og det arbejde som ligger foran os i at bygge Guds rige.”
Brian Christensen begynder som præst for Vendsyssel Frimenighed fra d. 1. september 2026 og han indsættes til tjenesten d. 20. september til en festlig dag med familiegudstjeneste, høstmarked, sponsorløb og mange andre aktiviteter.
VF har det seneste år haft et præsteteam, der har forestået størstedelen af afholdte gudstjenester. Dette afvikles nu som formel ordning, der vil dog stadig være brug for tilkaldepræster fra tid til anden.
Der arbejdes også på at finde en ny åndelig vejleder, da Brian varetager denne rolle i øjeblikket.
Både Vendsyssel Frimenighed og Lemvig Bykirke er en del af PULS – Evangelisk Luthersk Netværk.

