Et netværk af mennesker og menigheder med et fælles hjerteslag
PULS – Evangelisk Luthersk Netværk er et netværk af menigheder og kristne i hele Danmark, der opmuntrer og inspirerer hinanden til frimodigt at tjene Kristus.


Tydelige – Forskellige – Samlende
PULS ønsker at være et tydeligt netværk for kristne og menigheder med plads til forskellighed – og et netværk, der samler på tværs af organisering og geografi.
TYDELIGE
Vi forpligter os på Bibelen og den evangelisk-lutherske bekendelse.
FORSKELLIGE
Vi ser forskellighed som en styrke og værdsætter mangfoldighed i praksis, form og kultur.
SAMLENDE
Vi har brug for hinanden på tværs af geografi og organisering i sogne-, valg- og frimenigheder samt mindre grupper.
Pulsen er kroppens vigtigste livstegn
Paulus beskriver Guds kirke som et netværk af lemmer, der ser vidt forskellige ud og har forskellige funktioner, men dog er forbundet og har brug for hinanden. Sådan vil vi også tænke om vores netværk: Vi er forskellige, men dog forbundet af vores fælles hjerteslag for Jesus Kristus og Bibelens ord.
Kirken dør, når den mister forbindelsen til Jesus og hans ord. Da mærkes ingen puls. I Netværket PULS vil vi kæmpe for en levende kirke, og for at der overalt i Danmark må findes kristne fællesskaber, som peger tydeligt på Jesus og finder frimodighed – glæde, opmuntring og inspiration – hos hinanden.
Vi længes efter at være kristne, der frimodigt vidner om Jesus, og kristne fællesskaber, der frimodigt står og går på Bibelens grund. Ofte kan frimodigheden føles flygtig, og vi må finde støtte hos hinanden. PULS tror på, at frimodighed får de bedste vilkår for at blomstre, når vi vandrer sammen i den lokale menighed, i det mindre fællesskab og på tværs af fællesskaber.
Frimodighed er ikke en præstation, men en gave fra Gud.
Netværket PULSDet drømmer vi om
Frimodige menigheder
Kristne fællesskaber over hele Danmark, der peger tydeligt på Jesus og frimodigt står og går på Bibelens grund.
Frimodige kristne
Kristne, der frimodigt vidner om Jesus i hverdagen og finder glæde, opmuntring og inspiration hos hinanden.
Fællesskab på tværs
Uanset hvor man bor, skal man som kristen i Danmark kunne opleve sig som en del af noget større.
Det gør vi
Stå frem i tillid til Bibelen
Netværket PULS tror på, at Bibelens budskab er relevant til alle tider. Vi ønsker at være en bibelsk stemme ind i vores tid, og vi vil inspirere kristne og menigheder til at pege frimodigt på Jesus og stole på ham. Vi forpligter os på Bibelen og den evangelisk-lutherske bekendelse og på at have en kærlig og respektfuld tilgang til det enkelte menneske.
Samle på tværs
PULS er et netværk, hvor kristne og menigheder kan vandre sammen i enhed med plads til forskellighed og på tværs af geografi og organisering i sogne-, valg- og frimenigheder samt mindre grupper. Vi ønsker at skabe dialog til gensidig inspiration mellem alle, som ønsker at være med. På vores fælles platform af klassisk, bibelsk kristendom er der plads til mangfoldighed og sund debat.
Styrke den lokale menighed
De lokale menigheder og kristne fællesskaber er fremtidens vigtigste missionsstationer i vores land. PULS styrker den lokale menighed bl.a. gennem vejledning, tilsyn, undervisning og inspiration samt ved at facilitere netværk og videndeling til gensidig inspiration og opmuntring. Vi opmuntrer kristne, menigheder og grupper til at være missionale gennem dagligt kristenliv, klar forkyndelse og inviterende fællesskaber, så evangeliet kan blive kendt og troet i hele Danmark.
Vores fundament
- Begejstring for Jesus og kærlighed til mennesker
- Klassisk bibelsk og luthersk kristendom
- Odenseerklæringen

Hele visionen samlet i én folder
Vision, mission, værdier og fundament – samlet i en foldet A5-folder, der er klar til print. Brug den i menigheden, i menighedsrådet, på bogbordet eller når du vil fortælle en ven om PULS.
Bliv medlem af Netværket PULS – som enkeltperson, menighed eller organisation. Skriv til landsleder@puls-eln.dk, hvis du vil vide mere.
