…som kaldes på baggrund af Bibelens pastorale kvalifikationer for ledere. Det er en bunden opgave.
Forestil dig, at din bil-virksomhed søger ny leder. Forestil dig, at I ansætter en teolog, der har arbejdet med forskning i græsk. Grænsende til fjollet.
Ikke desto mindre oplever jeg et lignende scenarie som helt almindelig praksis, når kristne fællesskaber ansætter, og spørger frivillige, til ledelsesposter.
Jeg har – frit formuleret – nedfældet, nogle refleksioner med udgangspunkt i pastoralbrevenes lister over, hvad vi leder efter hos vores ledere med pastoralt ansvar (1 Tim 3,1-7; Titus 1,5-9). Mon ikke der er lidt, vi kan komme efter her?:
Vi leder efter ledere, som med gudsfrygt forkynder og forsvarer den sunde lære:
Ledere med pastoralt ansvar, skal først og fremmest forkynde og forsvare den sunde lære i alt. Det betyder også, at gudsfrygt må vinde over menneskefrygt.
Vi leder efter ledere, som selv kan lade sig lede:
Det er nedbrydende at underordne sig kirkelige ledere, der ikke selv praktiserer underordning i deres åndelige liv. Jeg siger ikke ” har teoretiske holdninger til underordning”. Jeg siger – ”som selv praktiserer dem”. For lige her ligger hykleriet på lur. Ledere forvalter en autoritet, som deres Herre og Gud har tildelt dem til fællesskabets bedste. Derfor våger Gud nidkært over den måde autoritet bliver praktiseret og forvaltet på. Den kommer fra ham, og dens vidnesbyrd falder tilbage på ham.
Vi leder efter ledere, der har rette nådegaver og kald:
Det er ikke selvsagt dem, der har læst teologi eller har anden akademisk erfaring, der har kald og nådegave til at være kirkelige ledere, (- selvom jeg selv tror på, at en kombination af teologi, nådegaver og kald er givende for vores kristne fællesskaber). Men teologi er ikke nok i sig selv. Det kan blive et sidespor til selvrealisering. Helligånden skal give den rette ydmyghed og udrustning.
Vi leder efter ledere, som viser sig tro i det små og store:
Ledere bliver til, og formes over tid, ved at være vedholdende og udholdende i både småt og stort. Hvordan skal han f.eks. kunne lede og ofre sig for sin menighed, hvis han ikke kan lede og ofre sig for sin familie (1 Tim 3,5).
Vi leder efter ledere, som lever et forbilledligt helligt liv:
Vores ledere skal være forbilleder i et helligt liv. Det vil ikke sige, at de er perfekte – bestemt ikke. Men det vil sige, at de altid tilstræber at leve ulasteligt (1 Tim 3,2). Pastorale ledere skal være forbilleder i listerne fra de pastorale breve, og i at bede om tilgivelse, selv at tilgive andre, i visdom og sund dømmekraft, og i at søge fred og forsoning ( – jeg siger ikke konfliktskyhed eller blind tillid! Fred og forsoning indebærer ofte, at man går hver til sit).
Vi leder efter ledere, som ofte går forrest, men altid står bagerst:
Det er ikke dem, med de bedste ideer, visioner og kompetencer, der skal lede os, men derimod dem, med den største selvopofrelse og vilje til at beskytte og forsvare evangeliet, kirken og den svage iblandt os. Særligt mod åndelige angreb – så som vranglære – både indefra og udefra.
Vi leder efter ledere, som vil miste og ofre sig selv:
Pastoral ledelse er en selvopofrende og beskyttende hyrderolle: Derfor må det gamle menneske dø; personlige ambitioner må mistes; kødet må holdes stangen; og en korsvej med åndelig, menneskelig og relationel lidelse må vandres.
Vi skal ikke alle være ledere. Men vi kan formane hinanden til at lede efter rette ledere.
