For nyligt hørte jeg en prædiken, hvor præsten talte om, at vi hos Jesus møder ”ultimatummer, vi ikke har bedt om”. At Jesus nogle gange kommer med udsagn, som vi måske ikke bryder os om, og som vi måske ville ønske, han ikke havde sagt.
Jeg synes, at det er et godt udtryk, for det siger noget om, hvem Jesus er. At Jesus ikke er en, der kommer og giver os ret i alt det, vi synes og tænker i forvejen. At Jesus også er en, der modsiger os og udfordrer os, også når vi ikke synes, at det er specielt fedt eller rart. Jeg synes også, at det er godt udtryk, fordi det siger noget om, at det er helt naturligt, hvis jeg eller mine medmennesker slår os på det, Jesus siger, eller vi har svært ved at forstå, hvorfor han siger det.
Selvfølgelig skal vi tænke over og øve os på, hvordan vi fortæller om den kristne tro på den mest vise og næstekærlige måde, og her har jeg i hvert fald for egen regning meget at lære. Men det er altså ikke nødvendigvis udtryk for manglende næstekærlighed, hvis mennesker finder dele af den kristne tros indhold fordømmende, ukærlige og uforståelige. For Jesus kommer med ultimatummer, vi ikke har bedt om.
Der lader til at være en stigende kulturel interesse for kristendommen, hvilket jeg glæder mig over. Men vi står over for den udfordring, at samtidig med, at der kan tales positivt i offentligheden om kristentro, kirke og sågar Jesus, er dele af den klassisk kristne etik, såsom seksualetikken og beskyttelsen af de ufødte børn, under stor kritik. Her kan det opleves nemmest at tie eller ændre holdning, men også i de spørgsmål møder Jesus os med ultimatummer, vi ikke har bedt om.
Jesu ultimatummer handler imidlertid ikke kun om at stå op for bestemte etiske positioner. Jesu ultimatummer er heller ikke først og fremmest nogen, vi skal møde andre med, selvom det også ligger i kaldet om at være Jesu vidner, men nogen, vi selv – og igen og igen – må lade os møde af. Vi møder dem, når vi hører ham tale i evangelierne, men også generelt i Bibelen, der er Guds ord og derfor også er Jesu ord. Her møder vi igen og igen Jesu radikale udfoldelse af det dobbelte næstekærlighedsbud, der afslører vores synd og kalder os til omvendelse. Her møder vi igen og igen evangeliet – for det er også et ultimatum, vi ikke har bedt om, og som intet menneske har kunnet tænke sig til – om, at der er frelse for enhver, der tror på Jesus, uanset hvem de er. Og her møder vi igen og igen Jesu radikale ord om, at han er Gud, og også ønsker at være det i vores liv, og at vi derfor skal bøje os under ham og hans ord – også de ultimatummer, vi ikke har bedt om.
