Der har på det sidste været debat om begrebet karismatik i dele af det kirkelige landskab. Nogen advarer mod det. Andre anbefaler det. Andre skelner mellem hyperkarismatik og ”almindelig” karismatik, eller mellem sund og usund karismatik. Uanset hvor man befinder sig på spektret, er det en anledning til lidt (selv)refleksion.
Et måske lidt forenklet parameter at måle ud fra er: For meget eller for lidt. For det usunde handler ikke kun om overdrivelse, men også om underdrivelse. Her er fire korte indspil til en samtale om sund karismatik:
Sund karismatik er praksis. Ordet karismatik kommer fra det græske ord karisma, som betyder nådegave. Nådegaver får vi, for at vi skal bruge dem. Ofte udvides begrebet karismatik til en bredere praksis, der også involverer f.eks. forbøn og lovsang. Sund karismatik er ikke kun rigtige ord og dogmatisk korrekt undervisning, men et menighedsliv der er lagt sådan tilrette, at de forskellige nådegaver og tjenester kan komme til udfoldelse.
Det nytter f.eks. ikke noget at sige, at man principielt går ind for tungetale, der udlægges, hvis der ikke findes et reelt rum for det i menigheden f.eks. ved at byde det velkommen ved et bedemøde, eller at man principielt går ind for forbøn for syge, men en bibelsk praksis med salvning og håndspålæggelse reelt ikke finder sted. I sund karismatik gives der rum for karismatisk praksis, og det begynder nogle gange med, at man beder for hinanden om konkret udrustning med de nådegaver, som Bibelen omtaler, eller fornyet åndsfylde og kraft til at tjene Gud – gerne med en hånd på skulder eller hoved.
Sund karismatik er bibelsk. Med det mener jeg, at den har Bibelen som inspiration og øverste autoritet. Det betyder nysgerrighed og åbenhed overfor det, Bibelen siger om Åndens udrustning med nådegaver, Åndens fylde og Åndens vejledning. Det betyder også, at erfaringer, karismatiske fænomener, forkynderes og forbederes løfter og profetiske ord fra andre kristne altid skal prøves på Bibelen, som er vores øverste norm. Sund karismatik tør også sige fra overfor det, der har Bibelens undervisning imod sig. Sund karismatik lytter mere til Guds ord i Bibelen end til sit eget hjerte og andres indskydelser, selvom det sidste også er vigtigt.
Sund karismatik er menneskeligt sund. Det betyder, at sund karismatik ikke overskrider menneskers ukrænkelighedszone ved at presse, true eller intimidere i åndelige forhold. Det betyder også, at sunde karismatiske ledere ikke kun står til regnskab overfor Gud, men også overfor et lederskab, som kan fyre dem, hvis de udvikler sig åndeligt eller menneskeligt usundt overfor menigheden. Sund karismatik har en passende sund og nuanceret skepsis overfor stærke åndelige personligheder og arrangerer sig på en måde, så magtmisbrug bliver vanskeligt og kan stoppes.
Sund karismatik er evangelisk. Med evangelisk mener jeg, at vores forståelse af, hvad det vil sige at være en kristen, har sit tyngdepunkt på Jesus, og det han har gjort for os. Det er på ingen måde en fornægtelse af, hvad han gør i os, af den kristne modning og vækst eller af, at vi er Åndens tempel. Kristus i os og Ånden i os er en væsentlig del af frelsens virkelighed. Men vi er ikke i himlen endnu, og det mærkes i vores vandring som kristne her på jorden. Glæden og begejstringen er ikke altid lige følbar.
Væksten i kærlighed til Gud og vores medmennesker udfordres også hos kristne mennesker af egoisme og selvtilstrækkelighed. Denne svaghed, sårbarhed, eller lad os bare kalde det syndighed, tager en sund karismatik også højde for. Det sker ved at være evangelisk forankret i det, Jesus har gjort uden for os, da han en gang for alle sonede alle vores synder – også dem, vi kommer til at gøre efter, at Guds Ånd har taget bolig i os.
Der er en hel del mere at sige om sund karismatik. Fravær af bibelsk karismatik er heller ikke sundt, og vores refleksion om emnet er kun sund, hvis den også er selvrefleksion.
