I søndags var det trinitatis søndag. Det er den søndag, hvor kirken på en særlig måde lader tankerne hvile ved det mysterium, at vi tror på én Gud, der fra evighed har eksisteret som tre unikke personer, der alle er fuldt og helt Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden.
Treenigheden er ét af de kristne lærepunkter, som kan have det med at blive lidt stedmoderligt behandlet. Måske er det fordi, det at tale om eller tænke på treenigheden hurtigt kommer til at føles så kompliceret og abstrakt, at det er nemmest at lade være. Så kan vi ende dér, hvor vi accepterer treenigheden som et centralt kristent lærepunkt, men vi ved bare ikke rigtig hvad vi skal med det.
Og det er rigtig ærgerligt, for man kan nemt argumentere for, at treenighedslæren ikke blot er et vigtigt lærepunkt men det vigtigste lærepunkt i den kristne tro. Og det er det bl.a. på grund af, hvad treenigheden forkynder for os: at meningen med livet er kærlighed.
Ja, jeg ved det godt. Det lyder som en kliché fra en dårlig Hollywood-film. Men ikke desto mindre forkynder læren om treenigheden, at det er sandt – hvis det forstås ret og bibelsk. For før verden blev skabt, før der eksisterede hverken træer, mus, mennesker, galakser, engle eller dæmoner, da eksisterede Gud som kærlighedens fællesskab mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Hvis vi skræller virkeligheden ned til sin inderste, uforanderlige kerne, så står der kun ét tilbage: kærlighedsfællesskabet.
At Gud er treenig, er en afgørende forudsætning for at forstå det berømte udsagn i 1 Joh 4,16: ”Gud er kærlighed”. For kærlighed eksisterer aldrig som ren følelse i et isoleret subjekt. Kærlighed har altid et objekt – den som elskes. At Gud er kærlighed, giver derfor kun mening, hvis der i Guds væsen findes en flerhed af personer, som kærligheden kan flyde mellem.
(Det er dog vigtigt at bemærke, at Johannes ikke siger ”kærlighed er Gud”. Ikke al kærlighed er af det gode. F.eks. advarer Paulus i 1 Tim 6,10 os om, at ”kærlighed til penge er roden til alt ondt”.)
Gud har fra evighed eksisteret i det fuldkomne kærlighedsfællesskab. Men skabelsens morgen gjorde Gud det fuldstændig ufattelige, at han skabte væsener uden for sig selv, mennesker, som han inviterede til at få del i denne fuldkomne kærlighed. Gud selv er livets mål, og at leve i kærlighed til ham er derfor livets mening.
Ved syndefaldet mistede vi dog denne livets mening. Vi faldt ud af kærlighedsfællesskabet med Gud og erstattede det med kærlighed til os selv. Men i sin store kærlighed sendte Gud sin enbårne søn, for at han ved sin stedfortrædende død og opstandelse kunne give livets mening tilbage til enhver, som tror på ham.
I Jesu ypperstepræstelige bøn bliver denne storslåede frelsesmission beskrevet netop med udgangspunkt i treenighedens kærlighedsfællesskab: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” (Joh 17,22-23)
Så lad os denne trinitatistid dvæle ved det største af alle mysterier: Det fuldkomne kærlighedsfællesskab i Guds treenige væsen, som han inviterer os alle til at få del i, og som han selv gik i døden for at vinde til os.
