Tusindvis af unge mennesker begynder på nye uddannelser i august og september. Min mor var bekymret over, at jeg ville læse filosofi i sin tid. Ikke på grund af den usikre karrierevej, men fordi hun var bekymret for min tro. Hun var bange for, at jeg ville miste den.
“Er det ikke et kristendomsfjendsk studie?” spurgte hun.
Jo, det var det. Jeg vidste, at jeg ville blive udfordret intellektuelt. Men det var faktisk ikke det jeg frygtede mest.
Jeg havde allerede været i forskellige kritiske miljøer, og jeg havde arbejdet indgående med den kristne tro og fundet den troværdig.
Desuden havde jeg oplevet, at min tro befandt sig et sundt sted, når den blev udfordret og modsagt. Det tvang mig til at reflektere over mine egne og andres overbevisninger. Det var naturligvis hårdt arbejde, men også meget frugtbart, for det satte min tro på dagsordenen i mit liv.
Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at religionskritik er ufarlig. Hvis man ikke går i kødet på den og afmonterer uholdbare argumenter, kan ens tro lide skade.
Men for mig lå faren et andet sted. Jeg var mest bekymret for de vaner og rytmer, som holdt min tro levende. Her tænker jeg på udfordringerne ved at flytte hjemmefra, være ny og ukendt i en storby og selv være ansvarlig for gode vaner og rytmer – åndeligt såvel som menneskeligt.
Jeg var bekymret for de gudstjenester, som jeg ville misse, fordi jeg var gået for sent i seng.
For den stilletid jeg ville springe over, fordi en opgave pressede sig på.
For de bønner jeg aldrig ville bede, fordi jeg havde travlt.
For de synder jeg ikke ville få bekendt og talt ud om, fordi jeg manglede en medvandrer.
For de råd jeg ikke ville opsøge hos mere erfarne kristne i menigheden, fordi “så godt kender vi jo heller ikke hinanden endnu”.
Magnus Malm siger: “Det er ikke den kritiserede tro, der sekulariserer os, det er den ikke-praktiserede tro.”
Når jeg ser på trusselsbilledet for unge kristne, der flytter hjemmefra, så er den direkte konfrontation mod deres tro ikke det værste. Den kan man forsvare sig imod. For mig kom faren for sekularisering mest fra mig selv: Min travlhed, dovenskab og manglende dømmekraft. Langsomt og gradvist vil tomrummet fra en ikke-praktiseret tro fyldes ud af noget andet.
Lad mig derfor pege på tre ting, som er vigtige ved en flytning.
- Find et kristent fællesskab, inden du flytter.
- Tænk bibellæsning og bøn ind i din dagsrytme og gør det til vane (og gerne før du flytter).
- Vær beskeden og realistisk. Den gode vane er ikke den perfekte rutine, men den du får handlet på og holdt fast i.
Hvilket råd har du til unge kristne, der flytter hjemmefra?
