For nogle år siden hørte jeg den britiske præst Calvin Robinson holde en tale, hvor han gjorde op med wokeness. Jeg husker, at jeg var begejstret. Her var en, der sagde højt, hvad mange af os tænkte.
Siden har Robinson været ”på en rejse”. I dag huserer han som selvbestaltet influencer i amerikanske miljøer, der påberåber sig ”kristen nationalisme”. I december 2024 optrådte han i en podcast med Joel Webbon, der leder Covenant Bible Church i Georgetown, Texas. Webbon kalder sig selv kristen nationalist og har sagt, at der ikke er plads til ikke-kristne i amerikansk lederskab, herunder at jøder ikke kan bestride offentlige embeder. Et negativt kendetegn ved den kristne nationalisme, der for tiden vokser frem, er, at den vendes mod jøder. Webbon kalder den jødisk-kristne tradition et kætteri. Herhjemme har den såkaldte mælkemand, Rasmus Munch Søndergaard, istemt nogle af de samme etnonationalistiske undertoner. Disse former for kristen nationalisme er næppe særligt udbredt i Danmark, men det er en anledning til at understrege kirkens og statens forskellige opgaver.
Hvad er det gode svar?
Hollænderen Evert van de Poll, præst og professor i missiologi, argumenterer for, at kristne skal fastholde to ting på én gang: den legitime betydning af nationer, historie og kulturel identitet – og evangeliets universelle rækkevidde. Kristne bør elske deres land, men den kærlighed må ikke blive eksklusiv eller militant.
Han peger samtidig på, at kirkens opgave ikke er at afvise mennesker, der tiltrækkes af patriotiske eller populistiske bevægelser, men at lytte til deres bekymringer og bruge deres interesse for den kristne arv som en bro til at tale om, hvad kristen tro faktisk er. Og som altid – først og sidst – må kirken stædigt og kærligt forkynde Jesus Kristus som den, der virkelig bringer frihed, håb og liv.
Jeg forstår ønsket om at kæmpe for noget. Jeg mærker det selv indeni. Jeg deler ønsket om at beskytte det, jeg elsker. Men – og hold nu tungen lige i munden – kirkens kald i Danmark er ikke først og fremmest et projekt om at vinde en dansk kultur tilbage. Kirkens kald er i Åndens kraft at bekende sin tro på Guds søn og verdens frelser – kongen, hvis rige ikke kommer ved, at hans folk tager magten. Det kommer ved forkyndelsen af kongen på korset og vidnesbyrdet om den efterfølgende tomme kongegrav.
Misforstå mig ikke: Kristne bør som enkeltpersoner engagere sig aktivt i politik for at påvirke samfundsudviklingen, naturligvis også i forhold til, hvad dansk kultur er. Kristne bør stemme ved valg. Og for at tage et aktuelt spørgsmål: Hvorvidt man f.eks. går ind for en form for remigration eller ej, ja, så er det noget, som hver enkelt må handle på i stemmeboksen uden at anfægte troværdigheden hos de kristne brødre og søstre, som måtte nå frem til et modsat synspunkt.
Vi må skelne mellem kærlighed til sit land og så en nationalisme, der kræver, at staten håndhæver kristendommen. Det sidste bliver let til en afgud, som Tim Keller har påpeget. Det har han ret i, og måske er det årsagen til, at afdøde Tim Keller på det seneste har fået post mortem-tæsk i afkrogene af X af folk, der synes, han var alt for blød og liberal? Men det bør ikke være så svært: Man bør og kan elske sit land og sit folk uden at gøre blod og afstamning til et kristent projekt. Kirken skal tale profetisk og forkynde evangeliet. Kirkens kald er et andet end statens. Staten bærer sværdet. Ikke kirken. Kirken skal tale magten imod, når den tager Guds plads. Når kristen tro gøres til et redskab for national magt, risikerer kirken at miste netop den frihed, hvormed den skal tale til magten.
Jeg klapper stadig for Tim Keller.
