Der er debat om negativ social kontrol – og det er godt. Som klassiske, lutherske kristne står vi for demokratiske værdier og åndsfrihed, der til enhver tid tåler dagens lys.
Jeg undrer mig dog lidt over, hvordan debatten i vores del af kirken har taget den drejning, den har. Måske er det mine ører, der er noget galt med – men jeg hører som regel noget i retning af, at nogle har slået sig på kristne fællesskaber, der har teologiske rammer, man ikke har følt en frihed til at agere uden for, samtidig med, at man vil regnes som en del af fællesskabet.
Derfor vil jeg gerne først præcisere en grundlæggende præmis:
Et klassisk, luthersk menighedsfællesskab er et frivilligt, tilvalgt kristusfællesskab, hvor troende bekender sig til Bibelens lære og vælger at underordne sig hinanden på legemet – altid med Kristi tjenende eksempel som forbillede i alle led.
I den enkelte menighed er der præster og andre ledere, som har en særlig opgave med at oplære, formane og lede fællesskabet i dette. Men vi arbejder alle med fra hver vores plads.
Hvis man ikke ønsker at forpligte sig på det, står det frit at forlade fællesskabet. Sommetider er det faktisk bedst for alle parter.
Som en vigtig parentes vil jeg indskyde, at der selvfølgelig hviler et stort ansvar på forældrene for at varetage deres umyndige børns åndelige trivsel, da børn ikke bare kan forlade fællesskabet på samme måde som voksne.
Men nej – det står os faktisk ikke frit, hvilke læremæssige normer et kristent fællesskab har, og til dels heller ikke, hvordan de forvaltes i praksis. Det kommer helt an på, hvordan det påvirker andre i fællesskabet end en selv.
Men det står os frit, om vi vil være en del af det.
Hvordan mon trafikken ville se ud, hvis man ikke behøvede et kørekort, og hvis alle kunne tegne stregerne og sætte fartgrænserne?
Faktisk vil jeg gå et skridt videre i debatten og gøre opmærksom på, at den negative sociale kontrol – i det omfang vi ser den i vores del af kirken – også kommer med omvendt fortegn, nemlig nedefra. Og det er der mange kirkelige ledere og menigheder, som lider under.
Det, vi ser, er, at mindre grupperinger, influencere eller andre med stor social, kommunikativ eller intellektuel gennemslagskraft får indflydelse på linje med de formelle autoriteter.
De lykkes med at sætte dagsordenen i kirken, men ender over tid med at skære fællesskaberne midt over, og her har vi opskriften på rigtig mange af de splittelser, som menigheder og kristne fællesskaber oplever i dag.
Negativ social kontrol kommer også oppefra. Det har jeg selv oplevet, og det sætter jeg overhovedet ikke spørgsmålstegn ved! (Man kan eventuelt genlæse nogle af mine gamle blogs, hvor jeg uddyber vigtigheden af sund ledelse.)
Men kompleksiteten inden for emnet vokser i takt med, at vores samfund ændrer sin sociale sammenhængskraft. Det bør vores debat også afspejle.
