Efter sigende skulle den amerikanske forfatter Mark Twain have sagt, at historien ikke gentager sig, men ofte rimer. Twains ord slår mig ofte, når jeg læser ældre kristen litteratur og ser, at der mange afdøde kristne stod i situationer, der minder meget om dem, vi står i. Sådan en oplevelse havde jeg sidste sommer, hvor jeg læste Henry Ussings erindringer, Min livsgerning som jeg har forstået den fra 1939-40. Ussing (1855-1933) er lidt glemt i dag, men han var en præst og senere provst med stor indflydelse i sin samtid og med bredt internationalt og tværkirkeligt udsyn. Hans erindringer opleves derfor også som at læse en kristen, dansk version af den østrigske forfatter Stefan Zweigs (1881-1942) kendte memoirer Verden af i går, og jeg kan varmt anbefale dem, hvis man vil have indsigt i 1800-tallets og 1900-tallets kirkeliv.
Jeg vil særligt gerne fremhæve et længere tekststykke i Ussings erindringer (bind 2, s. 1124-125), som næsten kunne lyde som noget, der var skrevet i dag, hvis navneordene ikke var skrevet med stort, og sprogbrugen var ændret en smule. Hvis du synes, at det bliver for langt, kan du også bare scrolle ned og læse mine tre take-aways fra det, Ussing skriver, men her kommer det:
”Forskellige Synsmaader vil der altid findes ogsaa blandt Kristne, eftersom vi kun forstaar stykkevis (1. Kor 13,9); og større bliver Vanskelighederne altid i Forholdet mellem skiftende Tidsperioder, hvor ensidig Betoning i en Menneskealder uvilkaarlig fører til modsat Ensidighed i den følgende. Men alle den Slags Forskelle kan Herrens og hans Kirkes store Modstander bruge som uhyggelige Løbegrave til at føre Splittelser ind i Menighedslivet […] Den ældre Menighedsdannelse byggede paa et Skel mellem Guds børn og Verdens Børn. Man Samledes nemlig ikke blot for at høre, tænke og føle, men for at leve og arbejde sammen i og for Guds rige. Og i den skarpe Modsætning mellem Tro og Vantro for et halvt Aarhundrede siden faldt denne Ordning saa at sige af sig selv. Men i vore dage, da den Tids Modvind har lagt sig, og Verdens Mennesker i stort Tal er usikre, famlende og søgende, staar Menigheden overfor store kredese, som er modtagelige for Hjælp, og som vi selvfølgelig gerne vil drage nærmere til Gud. Derfor har Kravet om anderledes ”aabne Døre” rejst sig med saa meget Vægt. Men som altid, naar Tidsforholdene vender sig, er man i Fare for at svigne for langt til den modsatte side. Af Frygt for, at Skellet skal gøre Fortræd, understreger man paa det Stærkeste, at alle er Syndere, og der er ingen Forskel, og at den uforskyldte Naade er rede for alle. Herlige Sandhed, naar den blot ikke kommer til at tilsløre Ny Testamentes bestandige Krav om Omvendelse, uden hvilken man overhovedet ikke kommer ind paa ”Vejen”. Derfor er det Menighedslivets store Problem i vor Tid at forene de aabne Døre med det uundværlige Skel, et problem, som ikke løses ad Tankens Vej, men kun ved Hjerternes Opladthed for den Aand, som paa én Gang er Kærlighedens og Sandhedens Aand (sml. Ef. 4,15-16)”.
Jeg synes, at særligt tre ting er interessante at overveje i forlængelse af det, Ussing skriver:
For det første, at vores udfordringer ikke altid er så unikke, som vi går og tror. Jeg oplever, at en af udfordringerne på den kirkelige højrefløj i disse år er, at vi let bliver uenige om betoningen i henholdsvis ”åbne døre” og ”skel” eller ”sandhed” og ”kærlighed” eller ”lukkethed” og ”åbenhed”, eller hvad vi nu vil kalde det, og at det ofte påvirker mange af vores debatter. Men det var også en udfordring på Ussings tid, og for mig at se udfordrer det både det pessimistiske narrativ om, at alting var meget bedre i gamle dage, og det optimistiske om, at vi er kommet meget længere og har fået meget mere indsigt, end vi havde engang.
For det andet, at vi har brug for at fastholde flere perspektiver og pointer samtidig. Vi skal passe på med at blive for ensidige i vores forkyndelse og vægtlægninger, for udover at det i sig selv er problematisk, kan det også skabe en ensidig modreaktion, som Ussing påpeger. Men vi skal også passe på, at vi i vores berettigede opgør med forkyndelse og teologi, der er for ensidig, ikke smider babyen ud mod badevandet og dropper de indsigter og perspektiver i det, som er vigtige og bibelske i det, vi kritiserer.
For det tredje, at ”løsningen” for den kristne kirke ikke er noget nyt og fancy, men at gøre det, den altid har gjort: søge Gud og vente hjælp fra ham. Jeg vil nok måske lidt stærkere end Ussing, at noget godt kan løses ”ad tankens vej”, men han har en vigtig pointe om, at det, vi dybest set har brug for, er Guds Ånd. Ussing minder os derfor også om at søge Gud i bøn, bibellæsning og det kristne fællesskab og lade hans Ånd virke i os, så vi formes mere og mere til at være mennesker, der står for og taler sandhed og er præget af kærlighed.
I læsningen af Ussings erindringer har jeg også fået mange andre gode perspektiver, og jeg vil derfor varmt anbefale den. Men det har jeg også fået i læsningen af mange andre afdøde kristne, og derfor vil jeg også opfordre dig, kære læser, til at læse nogen flere bøger af de kristne, der levede før os, for jeg tror virkelig, at der meget godt at hente. Måske ovenikøbet lave en læsekreds med nogen i din kirke eller kristne fællesskab, så I kan snakke om bøgerne sammen? Og hvis du mangler inspiration til, hvad I skal læse, er du velkommen til at skrive.
