En cykeltur på 4 minutter. Længere var der ikke hen til en kop kaffe og en snak med et yngre ægtepar. Et par, der er begyndt på troens vej, og som jeg har lært at kende de seneste par år. Forskellen på deres vandring med Gud og min egen er større end 4 minutter på cykel, meget større. Men fællesspisning, fælles aktiviteter, kaffe og samtaler med mange fra menigheden har ført til, at vi er begyndt at vandre sammen. Vi har oplevet, at forskelle i erfaring, kultur, tradition og sprog ikke er så vigtige. Der er noget, der forener og knytter os sammen, nemlig den Ånd, som er til stede, når vi mødes i Guds hus. De to er ikke de første, der siger det: At der er en særlig atmosfære, en særlig Ånd til stede, når vi mødes i Jesu navn.
En tidlig aften på en efterårsdag mødes vi i udestuen. En lille gruppe, der en gang om måneden mødes og åbner Bibelen i fællesskab. Forskellige stemmer, forskellige erfaringer, spørgsmål og svar, vidnesbyrd og sår på sjælen. Det er nyt at læse i Bibelen for de fleste omkring bordet, men der er åbenhed og nysgerrighed. Der tales og lyttes og bedes. Samtalen er nogle gange som en flagrende fugl, andre gange som en legende kat, der prøver at fange en snor. Det er livgivende og forfriskende at høre nye ord om Gud og samtidig opleve, at det er Bibelens Gud, som vi prøver at lære bedre at kende.
En kirke i bevægelse – en kirke, der bevæger. En stærk vision for en menighed. Jeg er lige trådt ind ad døren søndag formiddag og bliver varm helt ind i hjertet. For her mødes mennesker, der ikke kunne forestille sig noget bedre sted at være lige den formiddag. For man er kommet for at være sammen om Guds ord, sammen om at lovsynge, sammen om at bede, sammen om at være Guds folk. Børn, unge, voksne, ældre. Nye i troen og dem, der altid har brugt søndag formiddag i kirken. Jeg mærker en kirke i bevægelse og oplever, at den bevæger mig.
Det gamle missionshus er blevet til genbrugsbutik. Ikke fordi missionshuset er nedlagt, men fordi der måtte bygges et nyt i byen. Turister og lokale forundres over de flotte lamper og orgelet, der kigger ned fra sin ophøjede plads. Mens man går rundt mellem de gamle ting og pænt tøj fra overflodssamfundet, så bliver det tit til en snak med dem, der passer butikken. Her knyttes kirken, missionshuset og byen på en forunderlig måde sammen. Det er et mødested, et anderledes fællesskab og på en måde kirkens dagligstue. Der er en særlig atmosfære i det gamle missionshus. Det må være, fordi Guds Ånd er til stede.
