Det velkendte gør os ligeglade, og så finder vi på ting.
Vi har netop været på en rejse i Japan, hvor vi bl.a. besøgte kejserfamiliens residens i Tokyo. Eller rettere: Vi stod i den del af residensens omliggende park, hvor offentligheden har adgang, og kiggede ind på bygningerne. Det er nemlig ikke muligt for almindelige dødelige at komme kejseren og hans familie nær.
For at opretholde ærefrygt, respekt og fascination er det nødvendigt med en vis afstand og mystik. Det kender vi fra alle respektable kongehuse.
For ‘Familiarity breeds contempt’ som en kendt engelsk vending (af Geoffrey Chaucer) lyder: Det velkendte, det familiære, det, vi går op og ned ad hver dag, kan ikke i længden forblive ophøjet i vores sind, også selv om det måske har fortjent det.
Det ved enhver, som har været gift i mere end et år …
Gud med ble?!
Det var det, Jesus blev udsat for af sine egne søskende: De kunne ikke se deres bror som den, han var. Skulle han, som de var vokset op med, som de havde set gå med ble, falde og snuble i sine første skridt, spise, svede og sove, være Guds søn og verdens frelser?!
Det er også vanskeligt for os, som ellers kender hele historien, evangeliet, inklusiv opstandelse og verdenskirkens mirakel og vores egen omvendelses under.
Gud har ikke forandret sig. Han er lige så smuk, fuldkommen, uudgrundelig, klog, stærk, hellig, kærlig, fascinerende og skræmmende som før.
Men vi har forandret os. I vores små sind bliver Gud hverdag. Kedelig.
Det er derfor, vi nedprioriterer samværet med ham. Ikke gider udforske hans ord. Eller tænker, at vi gør ham en tjeneste ved at læse i Bibelen og bede til ham. Slæber os til gudstjeneste. Eller laver den om til et underholdende show. Går mere op i form end i indhold.
Det er derfor, mange kristne engagerer sig ihærdigt i alle mulige spørgsmål og emner, som ikke har med Gud selv at gøre (hvor mange teologiske afhandlinger falder ikke ind under denne kategori?). Eller bare lever et selvoptaget tilsyneladende fromt kristenliv, hvor det hele handler om min syndserkendelse, mine erfaringer af Guds nåde, mine følelser, mine rigtige holdninger, min måde at leve som discipel på.
Mig, mig, mig …
Gå efter Gud selv
Godt, jeg ikke er sådan! Eller … hvad gør vi ved det?
Vi kan ikke tvinge undren frem. Den må vækkes. Ikke gennem distance, mystik eller barrierer (selvom det er godt at mindes, at der i udgangspunktet er GIGANTISK distance mellem Gud og os!). Ikke ved at jage bestemte følelser, uanset hvor gode og relevante.
Men ved at jage Gud selv – og bede ham vise sig for os, så vi vækkes.
Læse, bede og deltage i livet, tjenesten og fællesskabet, som altid – med bønnen om, at vi må se ham, som han virkelig er: Den eneste ene, den smukkeste, nådigste, mest helstøbte, stærkeste, mest viise, kærlige, retfærdige, uudgrundelige Gud.
Han har besluttet ikke at holde sig på afstand, men givet sin søn, sit liv, for at være er lige her, hos mig!
Halleluja.
