Vi er mange, der på forskellige måder forsøger at stå ved ægte kristendom og bringe det stærkere i spil i et sekulariseret Danmark, hvor endog folkekirken har en dominerende nedskaleret, udtyndet kristendom. Vi kan ofte blive dybt frustrerede over situationen og forstår ikke, hvordan kirken selv i mange henseender kan indordne sig under tidens stemmer.
Jeg oplevede for 3 år siden på en tur med Open Doors i Irak, hvordan kristne dernede er ramt på en helt anden markant, omfattende måde – og må leve med det.
Fornyelig læste jeg en bog, som Open Doors har udgivet – At lide med Kristus. Bogen fremhæver forfulgte kristne som forbilleder for os – som noget der kan få helt anderledes basal trosbetydning for os, end vi almindeligvis ser for os.
Bogen henviser til forhold rundt om i verden, hvor kristne bliver forfulgt, og henviser samtidig meget overbevisende til en lang række bibelsteder, som understreger betydningen for troen forbundet med at lide med Kristus. “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. (…) den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” (Matt 10)
Det slog mig, mens jeg læste den, hvor stort et opgør med moderne, folkekirkelig kristendom det perspektiv rummer, folkekirkelig kristendom i den udvandende form, hvor det ikke giver nogen som helst mening at følge Kristus i hans lidelse, for alle bliver jo frelst.
Men bogen rammer også os præster og alle andre, der tilhører den såkaldte “kirkelige højrefløj”. I vores ønske om at være en accepteret del af det folkekirkelige fællesskab fristes vi igen og igen til at holde lav profil med tydelig bibel-kristendom. Tydelig bibel-kristendom placerer os nemlig let i udkanten. Og vi vil jo gerne tættere på midten og blive anerkendt som fuldgyldige dele af folkekirken.
Selvfølgelig skal ingen af os gå bevidst efter at være provokerende. Og vi skal møde hvem som helst, også mennesker som læner sig op ad den udvandede kristendom, med menneskelig godhed og hjertevarme. Men midt i det skal vi også turde stå ved den sande tro med risiko for at blive nedgjort og skubbet til side.
Bogen gik så vidt, at den beskrev forfølgelse som en ærestatus.
Naturligvis lægger bogen ikke op til, at vi skal sigte mod at blive forfulgt! Men som bogen siger: “Forfølgelsesteologien udfordrer os vestlige kristne, som allerede har mistet så meget, med spørgsmålet om, hvor vi finder vores største sikkerhed: i et evangelium, som ikke koster noget, eller i et evangelium, som koster alt.”
Som det også står i Heb 13,3: “Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop”.
