Han sidder på den samme plads i kirken flere søndage i træk, ham med den omvendte kasket. Han deltager, synger med, beder med på syndsbekendelsen, siger forsagelsen, trosbekendelsen om Gud, Jesus og Helligånden, modtager Jesu legeme, Jesu blod, velsignelsen. Det er bevægende at se! Tænk, hvor stort det ville være, hvis jeg en dag hørte ham bekende troen på Jesus. Men hvem er han? Hvordan fandt han herhen? Og hvad mon der sker i ham og med ham nu? Hvad søger han? Ståsted, tryghed, fasthed, tilgivelse, mening i stedet for tomhed, ro? Ved det ikke. Han sidder sammen med vennerne. Jeg har hørt fra andre i min kirke, at de helst bare vil have lov at sidde i fred; komme, sætte sig, være med, gå igen. Det skal de også have lov til. Ikke glemme at bede for dem. Vigtigt.
Lidt lang tid siden, jeg sidst så ham. Hvorfor? Hvad skete der? Fik han ikke det, han søgte? Søgte han måske en bestemt følelse, som ikke indfandt sig? Fristeren, Guds modstander, den farligste fjende, er også her på færde. Ulven i fåreklæder. Han er mere end tilfreds, bare han kan få den unge mand og hans venner alle andre steder hen end til Jesus. Gud bevare dem!
Så kommer tanken: hørte han nok, og tydeligt nok, om, hvem Jesus er? Fik han evangeliet i al sin enkelthed? Vil han prøve et nyt sted, en anden kirke, med en anden form, et andet budskab, mere Jesus, mindre Jesus? Måske han opgiver både at søge og at finde. Må ikke ske. Kan også være, han bare vil tilbage til livet, som det var, før han kom til min kirke, sige, at nu har han prøvet det, søge andre kilder: filosofien, mystikken, det alternative. Tænk, hvis han helt opgiver. Må fortsat bede for ham, ham med den omvendte kasket, hvis navn jeg ikke kender. Gud har altid kendt ham og kender også svarene på alle mine spørgsmål om ham. Heri er håbet: Gud har ikke opgivet ham, det er hans redning. Den eneste. Gid han må se den, få et personligt møde med Frelseren og række ud efter ham.
Så kommer også frygten: nogle af de vakte og søgende vil af forskellige grunde komme til at søge forgæves, desværre også af den grund, at kirken leder dem på afveje i deres søgen. For her forkyndes så mange budskaber, der giver sig ud for at være Bibelens, men som er ren humanisme, menneskers tanker om Gud, almenmenneskelige værdisæt, gode leveregler, mental hygiejne, ”få det bedre med dig selv” osv. Budskaber, tømt for indhold, ånd og kraft, og som ikke kan vække og omvende.
Den stille vækkelse kalder man det. Den kalder på os. Også i vores egne rækker er der behov for selvransagelse her, og vi må spørge: står evangeliet om Jesus levende og centralt i vores menigheder? Er der sand vækkelse at få for mig, der har siddet og lyttet hele livet, og for de vakte unge mænd?
