Det kan virke fristende. Fristende at lade blikket dvæle ved de gode, gamle dage. Dengang bordene var fyldte, og børnene skrålede om kap. For nogle fællesskaber er tiden i dag en anden – børnene er færre, og ressourcerne synes det samme. Men måske det ikke altid er en hindring?
Det er onsdag. De glade børneskrig fra hoppeborgen blander sig med bålets knitren og koppernes kliren.
Vi er i en lille landsby med få hundrede indbyggere – de fleste endda bosat udenfor byskiltet, som det typisk ses i disse egne. Her er hverken skole eller købmand, og antallet af børnefamilier – både i og udenfor missionshuset – kan tælles på et par hænder.
Forventer vi for meget?
Det kan virke fristende at give op på forhånd. At hvile ved fortidens storhed. Dengang børnene sad på lange rækker, og man kunne samle en hel bordfuld til det halvårlige planlægningsmøde for børneklubbens ledere.
Sådan er det ikke længere. I hvert fald ikke alle steder. Og slet ikke i landsbyen her.
Jeg tror, mange deler ærgrelsen. Ærgrelsen over dét, der var. Savnet efter suset og glæden ved at se de mange børn, der lyttede, hyggede og lærte. Dét at løfte i flok.
Det er ikke mange landsbybørn, der denne onsdag skal foretrække fodboldtræningen fremfor børne-fremstødet, Boblen – så havde området foran missionshuset lagt øde hen.
Alligevel summer her af liv. For det er ikke altid antallet og ressourcerne, der er afgørende. Godt nok sætter de rammerne – og nogle gange må vi sige stop, af hensyn til os selv og vores frivillige kollegaer. Men mon ikke, at netop de rammer, vi har fået, de fleste gange er nok til at skabe?
Gud kan – og han vil
”Jeg har nogle gange tænkt, om der overhovedet ville komme nogle børn i år,” fortæller én af børneklubbens to ledere.
Men hvert år er de kommet. Børnene. De fleste ikke fra missionshuset, men fra byen. Omkring tyve styks. Hvert år er det et takkeemne. Og hvert år er det en påmindelse om, at Gud kan. Og han vil. Han ser ikke begrænsninger – men muligheder.
Det samme må vi – med øje for de børn og ressourcer, som er givet os ❤️
