Det siges, at man ikke lærer verden at kende, før man har set den fra en anden side.
Måske er det derfor, så mange bymennesker valfarter ud i naturen i deres søgen efter mening og sjælefred. Den rejse tog jeg selv, da vi for seks år siden rykkede pælene op fra vores københavnske forstadsliv og flyttede til den midtjyske hede.
Nu er skoven i min baghave, og tre åer løber gennem vores landsby – den ene med et vandløb uden for vores grund. Derfor får vi besøg af et utroligt dyreliv, jeg kun havde læst om i bøger: Hjorte, oddere, ræve, grævling, pindsvin. Muldvarp, firben, snog. Rovfugle, ugler, flagermus og alverdens andre fugle.
Her kan vi høre fiskehejrens unger kalde i reden. Her danser sommerfugle og guldsmede deres parringsdans som en ballet uden for min havestue.
Her bygger en mand et hus til den kvinde, han elsker. (Men han taler måske mere med sine dyr.)
Her kender man sin egn, og man lever i pagt med den. Det er en gave at få lov at leve med naturen, og lære mennesker at kende, som lever tæt på den. Det har åbnet verden for mig på en ny måde.
Men der er også en anden side af naturen, vi let kan overse: Der er rasende kræfter på spil. Den stærke undertrykker den svage. Bonden er afhængig af solen, regnen og høsten. Drabelige scenarier kan udspille sig tæt på hverdagen:
En ild opstår i laden. Et kvæg bliver ramt af lynet. Et ældgammelt træ vælter ned over stien. En ulv i skumringen har fundet fårefolden. En hjort løber ud foran bilen. Jordhvepse kan gøre det af med et menneske. En flåt kan give invaliderende sygdom.
Naturen kan gribe ind i et menneskes liv på voldsomme måder, og i dyreriget sker grufulde massakrer dyr imellem:
Egernmor kæmper bravt mod kragehorderne for at beskytte sine unger. De nyfødte tudser forcerer græsplænen på en skoldhed sommerdag med livet som indsats.
En forårsmorgen ligger en nøgen fugleunge med knækket hals på mit dørtrin. Et par dage efter ligger der en ny. Hjertet bløder for de små liv, der er så skrøbelige, og virker betydningsløse – men jeg synger, at ikke en spurv falder til jorden uden at Gud er med, og ved, at det er sandt.
Med årene har jeg fundet, at naturen ikke er svaret på sjælefred. Den viser os i stedet vores egen natur på godt og ondt.
Vi indser efter en stund, at naturen er ligeså ødelagt som kulturen. Det mørke jeg fandt i byen, fandt jeg også på landet; jeg fandt det hos andre, og jeg fandt det i mig selv.
Der er mørke i verden, men Gud elsker sit skaberværk, og han har, i sin store barmhjertighed, ladet sit lys skinne over os i Jesus Kristus. Han er det levende håb. Han er min sjæleven til tak, trøst og fred i alle livets forhold.
Her i naturen lærte jeg verden at kende fra en anden side. Men jeg fandt også, at bekendelsen til min frelser er den samme.
