I den debat vi har om karismatik og åndelighed, siges ikke meget om den åndelige kamp, og hvordan, vi skal kæmpe den. Vi står et sted i vores dansk-kirkelige kontekst, hvor der er kommet en større bevidsthed om det profetiske, og en stor nysgerrighed på det åndelige, som rummer både nye muligheder for evangeliet, men så sandelig også nye muligheder for vildfarelser.
Hvor er det godt, at vi får fokus på den sunde åndelighed, der har sine rødder i den klassiske, bibelske lære. Vores samtid kalder på det, og vi skal som kirke svare med glæde, frimodighed og imødekommenhed, selvom vi måske kan føle os afsløret i mangler, mismod eller uvidenhed, der har sneget sig ind. Tak, fordi det allerede sker flere steder. Det er værdsat.
Samtidig har jeg mærket en dyb foruroligelse over en – tilsyneladende – noget naiv tilgang til den åndelige verden. Her tænker jeg ikke kun på folk med et særligt ansvar, men på os alle sammen.
Hvordan kan det lade sig gøre, at vi debatterer så meget om åndelige spørgsmål, men taler så lidt om de åndelige magter og myndigheder, der kæmper direkte imod os: Om Satan og hans dæmoner, om vores eget kød, og om temperaturen på den åndelige kampplads, der skal læses med en vis præcision, for at kunne kæmpe klogt?
Opgaven er jo ikke blot at forkynde evangeliet, den er også at forsvare evangeliet. Hvordan skal vi som kirke forsvare os mod en fjende, vi sjældent taler om, og som mange slet ikke tager med i ligningen, når vi skal bedømme lærespørgsmål, kulturelle strømninger, personer med indflydelse, profetier, fællesskabers sundhed og meget andet?
Det er måske her, de fleste af os på den kirkelige højrefløj egentlig bliver mest uenige: Ikke i det, vi positivt vil arbejde for, men i det, vi aktivt vil forsvare os imod.
Her er man nødt til at gøre det svære arbejde, med at bedømme åbenbaring fra Gud; hvad der er sandt og sundt, hvad der er misforståelser eller (delvise) fejl, hvad der kommer fra vores eget kød, og hvad der er fra dæmoner.
Vi kæmper både med at have et fælles sprog, en bedømmende tilgang til åndelig erfaring, at skabe tjenende menighedskulturer med ordnede nådegavebrug, at oplære tydelige og kærlige åndelige ledere, med den enkeltes åndelige kampklarhed og disciplin (f.eks. i bibellæsning, bøn og nådegavebrug). Samt med en dogmatisk og læremæssig ballast, der er bliver tyndet ud lidt efter lidt over de sidste årtier.
Det er hårde odds for kirken, når Satan samtidig farer mod os med spiritualitet i alverdens glitrende farver og former; i en overvældende spændvidde af dragende åndelighed – og vi responderer ved at begejstres over ”at der er mere mellem himmel og jord” og at ”endelig sker der noget nyt”.
Det stiller os et udsat sted, når han går rundt mellem os som en brølende løve, og vi dårligt kender forskellen på en original og en kopi. En sandhed og en løgn. Måske synes vi endda, det er lidt meget at gå op i. Helbredelsen skete jo uanset. Profetien havde jo noget på sig. Skulle vi ikke bare glæde os over det.
Det korte svar er nej.
Al åndelighed, der ikke kommer fra Guds hellige ånd, sandhedens ånd, er ikke åndelighed vi bør røre med en ildtang. Det kan også være vores eget eller andres kød, som Satan bruger, til at forvilde os. Uanset har det kun én hensigt, og det er, at føre os selv og andre væk fra Kristus. Hvis fjenden kan gøre det, ved at betage os for en tid, så gør han det.
Lad os huske hinanden på det underbelyste faktum – som vi måske skulle undervise og tale lidt mere om: at Satan også giver profetier, og at profetierne faktisk bliver til virkelighed; at han sender syner og drømme; at han kan få mirakuløse ting til at ske; at han citerer Skriften; at han kan bruge et andet menneske, du stoler på, til at påvirke retningen i dit liv.
Men på frugterne, kan vi kende hans falske profeter. Ikke altid på selve tegnet. Vi skal altså lede efter karakteren og retningen på tegnet og i forlængelse heraf den frugt, der følger (Matt 7,15-23).
Kære venner, lad os gå den lige vej, og tage imod Guds faderlige opdragelse (Hebr 12), så vi ikke optræder indbildske overfor os selv, hinanden og Gud.
Det kærligste at gøre, er at prøve al åndelighed, og de mennesker som profeterer, med stor grundighed – og at tilskynde til det profetiske, når det står sin prøve. Ja, vi skal endda stræbe efter det, for at trøste, opmuntre og formane hinanden.
Men kærligheden bilder sig ikke noget ind. Størst af alt, som den er, har den tålmodighed, selvbeherskelse, søger sandheden, er mild og barmhjertig. Kærlighedens sande væsen afslører, at det, vi kaldte visdom og kraft, var tomhed for Gud. De nådegaver vi fandt stolthed i for vores egen vindings skyld, var en larm i hans ører (1 Kor 13,1-13).
Hvis vi abosult skal kalde os noget udover bibeltro, lutherske kristne – skulle vi så ikke kalde os en kirke bundet sammen af Guds ånd, i sandhed og kærlighed?
Det er selvfølgelig noget, som forpligter i praksis. Det skal vi forsvare og kæmpe en åndelig kamp for.
