At modstå skærmene

Nytårsforsætter er ikke noget, jeg normalt benytter mig af, men i år har jeg et ønske for det nye år, som nok alligevel indgår i kategorien. Jeg vil nemlig gerne nedjustere strømmen af informationer, nyheder og tilbud af enhver slags, som dagligt vælter ind i min indbakke. Det er min egen skyld, at jeg får dem. Jeg har jo selv på et tidspunkt aktivt indladt mig med dem. Så først når jeg selv en dag beslutter at få ryddet op i skidtet, vil det holde op. Det er det, jeg skal have gjort.

Jeg skubber tanken fra mig om, hvor meget tid, ikke minutter, men timer, dage, jeg i alt har brugt (læs: spildt!) på at skimme og tjekke dem igennem, oftest uden at gøre brug af dem! Det er f.eks. gedigne dannende kulturtilbud: fine koncerter, kunstudstillinger, teater, rejser, foredrag mv. Andre handler om sundhed, kost, spørgeskemaer, konkurrencer, livsnyder-ophold, wellness o.lign. Og så hele nyhedsstrømmen … ja, man vil jo gerne følge med, men måske er det alligevel en go’ ide lige at overveje mængden. Google m.fl. har altid fristende overskrifter, der lokker svage og nysgerrige sjæle. Jeg tjekker lige hvad de nu handler om. Det er endeløst.

For så vidt er der ikke i sig selv noget galt med hver enkelt af dem. Jeg kan bare konstatere, at mængden og den insisterende og anmassende måde, hvorpå de påkalder sig min opmærksomhed, gør dem til tidsrøvere, opmærksomhedsrøvere. Værre endnu; de frarøver mig den dyrebare ro, forstyrrer og forringer evnen til koncentration og fordybelse og efterlader sindet adspredt og delt. De svækker sanserne, og faren for, at jeg mister noget af mig selv, er helt reel. Når det nu kan opleves sådan, uden at have gjort brug af de sociale medier, så tænker jeg på, hvordan det må være, når man gør det?

Men om det alt sammen gælder det, at jeg selv har lukket det ind, tilladt invasionen, ladet mig forføre. Jeg har selv indladt mig med ‘røverne’ – og det er kun mig, der kan gøre noget ved det og ta’ magten tilbage. Hvis ikke jeg gør det, tager de nemlig føringen over mig. For det er det, der kendetegner dem, at de gør det – og de spørg ikke først om lov.

Hvad dette accelererende flimmer således gør ved mig rent menneskeligt, er jeg nogenlunde bevidst om. At det ikke også i åndelig henseende skulle kunne forstyrre og ødelægge meget, er naivt at tro, for det er i stilheden, Gud kommer til mig. Ro og stilhed er ikke ligefrem det, skærmene er mest kendt for at befordre. Set over længere tid, tror jeg de umærkeligt har taget en lille bid af min indre ro og hvile. I så fald håber jeg, det tabte kan vindes tilbage i takt med at skærmens plads og indflydelse nedjusteres.

En kommentar til “At modstå skærmene”

  1. Hej Birgitte.

    Tak for et godt indlæg, og tak for påpegningen af det personlige ansvar. Det tror jeg godt nogen gange kan blive glemt.
    Bl.a. i den måde, vi taler om det på. Man (ikke kun du) taler om “tidsrøvere”, men kan det egentlig ikke blive en måde at gøre sig til offer på?
    (Men det synes jeg nu netop ikke, du gør her, jeg tænker bare på, hvordan udtrykket tit bruges.) Telefonen eller computeren (eller fjernsynet, for den sags skyld) kommer ikke og overfalder en – man vælger selv at tage den op af lommen hhv. tænde den og lade sig suge ind. Det kan evt. føles anderledes, fordi det er blevet en vane – men som du siger: Jeg har selv på et tidspunkt indladt mig med dem og lukket dem ind.
    (Det samme med vendingen: “vi bliver bombarderet med nyheder, reklamer” og lignende. Men man vælger jo selv at lukke op for “bombardementet” eller?)

    Din tilgang er forfriskende i forhold til andre, jeg har mødt, som undskylder sig med “jamen jeg er jo afhængig”. (Men det skulle vel så netop være en grund til at gå på afvænning?)
    Måske er det bedre at kalde det “tidsslugere” – ja, de sluger vores tid, men vi har selv valgt at fodre dem med den. Eller måske endnu bedre: tidsspildere? Det gør handlingen endnu mere aktiv: Man kan blive røvet, men man kan ikke blive spildt.
    Jeg har ikke selv en smartphone eller er på de sociale medier, og det er helt bevidst. Men jeg kender til at lade mig suge ind på Youtube eller internettet generelt og har kamp nok med det. Så jeg behøver ikke de andre ting. Men søger at finde strategier og være vågen.
    Men lad os aldrig glemme, at Jesus har båret alle vore synder på korset – også vores svigt i forvaltningen af vores dyrebare tid. Hvis vi bekender det, renser hans blod os fra al synd.
    Og da – når vi ikke er under loven, men under nåden – skal synden / tidsspildet ikke være herre over os. En af Åndens frugter er selvbeherskelse. Det er vigtigt at huske, så det ikke bare bliver et tage-sig-sammen-projekt i egen kraft.

    Må Helligånden hjælpe dig, ja os, i vores kampe og lade selvbeherskelsens frugt gro! Og Jesus, Vintræet, siger: Den, der bliver i mig, og jeg i ham (hende), han (hun) bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

    Mvh. Anne.

    Svar

Skriv en kommentar

Verified by MonsterInsights