Vores kalender er fyldt til bristepunktet. Det er oplagt at sige nej – til frivilligt arbejde, til tiden med Gud og til de tiltag, som Jesus lægger os på hjerte. Det har tvunget mig til at tage alternative midler i brug.
”Jamen, har du tid til det?”
Mine veninder kigger mistroisk på mig. Hverdagen flyver afsted, den ene dag tager den anden, og pludselig – pludselig er det mandag igen.
Vi har et ansvar for vores tid
Måske kender du følelsen. Følelsen af, at hverdagen løber afsted med dig, og at den nye uge banker på, inden du har fået sagt farvel til den foregående.
Vi lever på mange måder i et forjaget samfund. Vi vil det hele – og vi kan få oplevelsen af, at vi kan det hele. Kalendergymnastik er blevet en folkesport, og selv de gråhårede, der har taget afsked med arbejdsmarkedet, klager over en fortravlet hverdag.
Jeg tror ikke, der er noget forkert i at have travlt. Men jeg tror, at vi som kristne har et ansvar for at stoppe op. Ikke blot at flyde med strømmen, med invitationerne og med de tilbud, der lander i vores feed.
Et ansvar for at skabe plads til Jesus og til dét, han lægger os på hjerte.
Et ‘ja’ som hjælp til at prioritere tiden
Tiden bliver ikke serveret på et sølvfad. Desværre. Den kræver, at vi vælger til – også når vi i forvejen kæmper for at få kalendergymnastikken til at gå op søndag aften.
Forstå mig ret. Det er en balance. En hårfin én af slagsen. Gud har givet os fornuften. Fornuften til at tage vare på os selv og på vores helbred. Det må og skal vi altid have i baghovedet!
Men er du som jeg, er du nødt til – blot engang imellem – at sige ja. For først i kølvandet på det ja skabes tiden.
For nej, jeg har ikke tid. Men jeg vil gerne have den. Derfor siger jeg ja. Fordi jeg som så mange andre ikke har et ledigt hul i kalenderen – og fordi jeg ved, at det ja hjælper mig til at sortere fra og prioritere det vigtigste.
