Ny venneforening på Hellig Kors Kloster

Søndag den 20. sept. vil der blive afholdt et vennestævne på klosteret og i forbindelse hermed stiftende generalforsamling for den nye venneforening.

Oprettelsen af venneforeningen er et led i bestræbelserne for at skaffe midler til en større renovering og ombygning af klosteret. Carsten Dalsgaard Hansen, der er daglig leder af klosteret siger om initiativet: “Målet er at give en bredere kreds af mennesker mulighed for at engagere sig i det daglige arbejde og i de løbende arrangementer på klosteret. På denne måde kan vi også vise over for de fonde, som vi søger støtte fra, at vi har et godt og solidt bagland.”

Venneforeningens bestyrelse og medlemmer skal støtte den daglige ledelse og have mulighed for selv at tage konkrete initiativer. Det kan f.eks. være i forbindelse med afholdelse af koncerter, pilgrimsvandringer, klosterdage, retræter, stillegudstjenester og meget andet.

Vennestævnet begynder med gudstjeneste klokken 10 i klosterkirken. Klokken 12 vil der blive serveret kirkefrokost  og klokken 13 vil bestyrelsen orientere om den aktuelle situation. Og endelig vil der klokken 14 blive afholdt stiftende generalforsamling for den nye venneforening. Dagen afsluttes med kaffe ca. klokken 15. Kirkefrokosten koster 50 kr. og tilmelding er ikke nødvendig.

Alle er velkomne og klosterets bestyrelse håber at se så mange som overhovedet muligt.

Hellig Kors Kloster er en del af Netværket PULS. Læs mere om klosteret på deres hjemmeside.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights