Midt i en verden med pres fra flere sider er det fristende at lade de unge zone ud. Hjælpe dem på vej. Smøre madpakken, vaske tøjet og sænke forventningerne. Men gør vi dem i virkeligheden en bjørnetjeneste?
De dukker op igen og igen. Overskrifterne om de pressede unge. Unge, der føler sig ensomme. Unge, der kæmper med depression og lavt selvværd.
Samtidig værner vi om dem som aldrig før. Vi servicerer dem med lækre madpakker og lader dem ligge i solsengen med airpods i ørerne, mens vi selv hænger vasketøjet til tørre og korter græsstråene. Sat på spidsen, det ved jeg.
Den nemme løsning? Ikke hos Gud
I Første Mosebog læser vi, hvordan Adam får til opgave at dyrke Edens Have. Gud kunne have skabt anderledes. Han kunne have skabt en ordning, der sikrede aftensmaden leveret til døren, som så mange danskere får den i dag.
Han kunne have skabt en verden, hvor arbejde ikke var en nødvendighed.
Men det gjorde han ikke. Måske det ikke er tilfældigt?
Jeg vil vove at betegne mig selv som ung. Forholdsvis i hvert fald. 28 år. Jeg ved, hvordan det er – og jeg har nydt at ligge der. I solsengen. Men jeg har de seneste år erfaret, at det gør noget godt for mig at yde. At gøre en forskel. At give en hjælpende hånd. At tage musikken ud ad ørerne og at lytte til dem omkring mig.
Et strejf
“Jeg savner sådan at være noget for nogen,” sagde en enke for nylig til mig.
Jeg tror, der ligger meget visdom i de ord. Vi mennesker har brug for at være noget. Ikke kun for os selv, men også over for andre.
At smøre en madpakke, at luge et bed eller at klippe græsset.
Gud har skabt os værdifulde – uanset vores handlinger. Uanset om vi har smurt nul madpakker eller 100. Men måske vi alligevel – lige netop her, i dét at gøre noget for andre – helt konkret får lov at opleve et lille strejf af den gudskabte værdi?
