”Det var et åbent hjem, hvor folk kom og gik”. Sådan har jeg ofte hørt mennesker beskrive, hvordan det var ”hjemme hos Farmor og Farfar”. For mig har det altid lydt som en beskrivelse af et parallelt univers med andre naturlove end mit eget. I det mindste noget, der hører en anden tid til.
Der er for mig noget fremmed ved tanken om at have et hjem, hvor folk, der ikke hører til min husstand, næsten dagligt og helt uplanlagt bare dumper ind, hænger ud, slapper af og bliver trakteret. Jo, jeg kender udmærket til at have gæster, men for mig er gæster noget, der skal planlægges, sådan at der i god tid kan ryddes op, gøres rent og handles ind til kaffen. På samme måde kan jeg heller ikke forestille mig bare at vade ind i andre folks hjem uden på forhånd at have clearet af med dem, at det er ok, og på den måde give dem en rimelig chance for at gøre sig klar til et besøg. Sådan er det, men jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg går glip af noget. At jeg går glip af noget af livets umiddelbarhed, når alt altid skal planlægges. Og jeg tror ikke, at jeg er ene om at have det sådan.
Mit indtryk er, at det åbne hjem i dag er blevet en sjældenhed. Det er sikkert langt på vej ok. Kultur er ikke en statisk størrelse, vores måde at være sammen er altid under forandring, og forandring er ikke nødvendigvis et onde. Men jeg synes, det alligevel er værd at overveje, hvorfor er det sket. Mit bud er, at en del af svaret skal findes i skærmenes indtog.
Jeg lod mig på et tidspunkt fortælle, at det i ”gamle dage”, var helt normalt for mennesker i en husstand at gå aftenture i nærområdet og dumpe uanmeldt ind hos hinanden til kaffe. Hvad skulle man ellers lave? Men med fjernsynets indtog ændrede dette sig. Før fjernsynet var stuen et rum, der hungrede efter input udefra: Kom og fortæl dine historier! At komme ind i andres stue var ikke en forstyrrelse men en berigelse. Men efter fjernsynet blev stuen en privat sfære. Fortællinger og underholdning var ikke længere en mangelvare, og et uanmeldt besøg blev pludselig mere en forstyrrelse end en berigelse. Fjernsynet åbnede verden for stuen, men lukkede stuen for verden.
I dag er denne tendens kun blevet forstærket af smartphonen (og her behøver jeg ikke anden kilde end min egen erfaring). Fjernsynet lukkede stuen for verden, men udenfor stuen og hjemmet hungrede vi dog stadig efter hinandens fortællinger. Men denne sult tog smartphonen fra os. Hvor fjernsynet gjorde hjemmet privat, gjorde smartphonen privatheden mobil. Nu er den private sfære ikke kun TV-stuen, men en boble jeg konstant går rundt i med mobilen i hånden og airpods i ørene. Den private sfære er blevet total, al kontakt er blevet forstyrrelse, og måske har vi ikke kun mistet de åbne hjem, men mistet åbenhed og tilgængelighed i det hele taget.
”Læg vægt på at være gæstfrie”, lyder opfordringen fra Paulus i Romerbrevet 12,13. Kan man være ægte gæstfri, hvis alle besøg skal planlægges, eller hvis enhver uopfordret kontakt er en forstyrrelse? Eller på den anden side: Kan man ikke godt være gæstfri uden nødvendigvis at have et pivåbent hjem? Er det ikke sundt at have grænser om sit private liv? Findes der måske en gylden middelvej? Jeg har ikke svar på disse spørgsmål, men jeg vil gerne invitere til en samtale om, hvordan vi som kristne i 2026 kan have hjem – og liv i det hele taget – som på en sund måde er præget af åbenhed, tilgængelighed og gæstfrihed.
